DET ER IKKE SYND FOR DIG

Vel?

Det er svært, ja.
Det er hårdt, ja.
Det føles urimeligt og måske uudholdeligt, ja.

Og derfor
kan det være rart
med en medfølende hånd,
en skulder at græde ved,
eller tæt støtte – måske medicinsk, måske terapeutisk – i en kort eller længere periode.

Måske kan det endda være
at du er nødt til at lave en større revurdering
af den verden,
du engang kendte
førend du kan fortsætte
med at leve
på en måde, der føles okay for dig.

Men derfor er det ikke synd for dig
i hvert fald ikke, hvis du spørger mig.

Fordi
sagen er den,
at hvis vi får at vide,
at det er synd for os
og dette måske akkompagneret af medlidende blikke og bekymrede miner,
så sker der samtidig ofte det,
at vi tillader en tilstand,
hvor vi bliver ofre
– for omstændigheder, hændelser, livet.

Og ofre er
pr. definition jo nogen,
der ikke helt kan selv.
Nogen, der ikke har det, der skal til, for at klare de udfordringer, der er blevet dem givet.

Her er det vigtigt at huske
at ingen af os kan klare alting selv.
Vi er dybt afhængige af hinanden, i ordenes reneste forstand.

MEN
dét er ikke det samme som
at vi skal positionere os selv og hinanden på en måde,
hvor vi underforstået kommunikerer til hinanden
at vi ikke har tillid til
at vi kan klare livet
som det viser sig for os.

Det kan du nemlig godt. Ellers var du her jo ikke.

Det er ikke sikkert,
at tingene gik, som du havde regnet med.

Men de gik – det gik
på den ene eller anden måde
hertil.

Mon ikke også det bliver ved med at gå?
Al erfaring fortæller os,
at livet har det med at finde vej,
selv når udfordringerne hober sig op,
og vi ikke umiddelbart synes at kunne se,
hvilken vej, vi skal gå.

Så nej.
Det er ikke synd for dig.
Det er livet.
Og du kan godt.

Hav en fin dag. En dag, hvor du giver plads til dét, der ér. En dag, der er din – fordi den er her